
Arnulf er vild som ørnen og ulven, der har givet ham navn. Det er svært for ham at gå hjemme i bygden, når den ældre bror Helge er på plyndring og kongebesøg, og den anden bror Rolf kun tænker på jord og dyr. Arnulf er 16 år og parat til første udfærd! Helge har lovet ham plads på sommertogtet, men Helges skib vender blodvædet hjem, og Helges skæbne er blevet beseglet af en norsk stormand, hvis datter han har voldtaget. Blind af sorg over Helges vanheld og egen knuste fremtid kan Arnulf ikke styre sit voldsomme sind og gør sig i løbet af få dage skyld i mere end én udåd. Den unge vikings handlinger tvinger ham ud på en dramatisk, farefuld og begivenhedsrig færd. Arnulf er første del af to.