Frederik 7. var en af de mærkeligste konger vi har haft. Da han i 1848 blev konge efter sin far Christian 8., havde han alle odds imod sig. Mange af hans samtidige tvivlede nemlig stærkt på, om han overhovedet egnede sig at være statsoverhoved. Hans uligevægtige sind, hans tilbøjelighed til at fortælle løgnehistorier og hands drikføldighed havde givet ham et dårligt ry helt tilbage fra hans unge år. Kongen havde to pinligt mislykkede ægteskaber bag sig; begge med prinsesser af blodet. Selv fortrak han "en kvinde af folket", som han udtrykte det, og det vakte forargelse i vide kredse, da han giftede sig med en tideligere balletdanserinde, selv om hun blev ophøjet til lensgrevinde af Danner. Til trods herfor blev Frederik 7. en af de mest populære konger, elsket af den brede befolkning. I bogen tegnes en skitse af Frederik 7. som konge og som menneske. Der fortælles om hans barndom og opvækst, hans ægteskab og kærlighedsliv. Om drikkebrodereb, lystløgneren og krigshelten. Der fortælles også om kongens evne til at udtrykke sig jævnt og bramfrit; om hjemmemennesket med fez på hovedt og pibe i munden. Og om skuespilleren, som skøbnen havde tildelt en rolle, som han i virkeligheden slet ikke ønskede. Men Frederik 7.s vakgsprog: Folkets kærlighed - min styrke, var dog ikke nogen tom replik. De ord kom fra hans hjerte.