Nielsen skriver bl.a. i sit efterord: "Lenz er ensomhed, bjerge, dale, landsbyer, lys, prædiken, Guds ord, troskab, strømmende springende vand og samvittighed. Woyzeck er menneskevrimmel, byliv, statsmagter, uniformering, våben, utroskab, social og politisk vold. Fra Lenz til Woyzeck spænder Büchner således over hele det modernes syndefald, fra mennesket i naturen som fremmedgjort fremmedelement fanget i sin bevidsthed, til mennesket som navnløst X i samfundsmaskinen og forsøgsperson for Historien og Fremskridtet; fra det eksistentielle og psykologiske til det politiske; fra bevidsthed til handling. I begge går det ad helvede til, vanvid, død eller levende død. Også i den forstand er både Lenz og Woyzeck nådesløst moderne: Det moderne kunstværk kan og skal være en revolution i sig selv. Verden derimod, kan ikke revolutioneres i kunstværket, og forsøger man, bliver resultatet løgn og idyl og alt andet end moderne. Verden kan kun revolutioneres i verden, ikke i billedet af verden."