
Anna Darling er snart 12 år. Hun har kræft og er en del af tiden indlagt. På hospitalet kæmper hun med tanker om døden, og hun er bange for, der ikke er en fremtid for hende. Anna er også bange for at sove, for i hendes mere og mere mareridtagtige drømme møder hun forvirrende kræfter i skikkelser af en ond dommer og et mystisk, hvidt rådyr. Eneste trøst, når hun ligger alene med sine drømme, er hendes løjerligt udseende plysgiraf, som Anna har fået af sin savnede, afdøde mormor. En nat får Anna imidlertid besøg af feen Timian. Hun fortæller, at Anna er noget ganske særligt, og at der er brug for hendes hjælp i Lysvrang, en magisk verden i lysets tjeneste. Og som ved et trylleslag forandres alting, da Timian vækker Annas elskede plysgiraf til live og åbner den magiske port ind til Lysvrang. Her drages Anna ind i et kompliceret eventyr i kampen for, at Livets Port ikke falder i Mørkets hænder - og i kampen for at genfinde sin egen styrke og blive af med dommeren fra sine mareridt. Der lød hvisken fra de fyldte siddepladser. Dommeren så bistert bagud på publikummet, og det var nok til, at der blev ro. - Anna Darling Harrish, er du klar til din dom? Uden at vente på svar, fortsatte han: - Vi har ingen tid at spilde, vi skal nå dommen, inden HUN blander sig! sagde han højt og pegede med en gusten lang, kroget finger ned mod den ene ende af salen. Alles øjne fulgte dommerens finger. Anna spærrede øjnene op, for helt nede ved endevæggen sneede det pludselig. Sneen kom oppe fra salens loft og var så tæt, at man ikke kunne se bag den. - Hun er på vej, mumlede publikum. " Er du klar til din dom" råbte manden igen så højt, at det gibbede i hende. Livets Port er en historie i to dele med masser af magi og spænding i et farverigt univers - og med en dybde omkring styrke, skæbner og om, hvor stærk kærlighed kan være.