
Da 18 kvinder for 40 år siden blev optaget som elever på politiskolen, nedbrød de en af de sidste bastioner på arbejdsmarkedet forbeholdt mænd. For 14 af disse kvinder blev det til en lang karriere i det mandsdominerede politikorps. De fortæller om et både interessant, sjovt og meget anderledes arbejde fuld af udfordringer og dramatik. Det er en fortælling om kvinders forhold på arbejdsmarkedet baseret på konkrete og personlige oplevelser. Kvinderne fortæller om karriere, skuffelser, forholdet til mandlige kolleger og til offentligheden i rollen som myndighedsperson. Vi hører om families og venners reaktion på, at de søgte sådan et arbejde, for var det nu også noget for en pige? Udover de 14 medrivende beretninger tegner bogens forfattere et billede af den udvikling, der gennem de seneste 40 år er sket i forholdet mellem mænd og kvinder - både i samfundet, på arbejdsmarkedet, i hjemmene og på uddannelsesområdet.