En kvinde og hendes mand lever underligt adskilte og uforbundne liv. Som om de ikke rigtig trænger igennem til hinanden. På trods af dette opdager kvinden en dag at de begynder at ligne hinanden mere og mere og gradvist begynder de at overtage hinandens ansigter, former og karaktertræk. Yukiko Motayas prisvindende kortroman trækker på en japansk tradition for magisk realisme, og Motoya mestrer den subtile balance mellem det overnaturlige og det hverdagstrivielle til perfektion i sin beskrivelse af oplevet dysfunktionalitet i sameksistensen mellem kvinde og mand. Det er tankevækkende, det er humoristisk og det er absolut urovækkende.