Han tog ofte ud til hendes lille hus uden for Dublin; ofte tilbragte de aftenerne alene. Lidt efter lidt, mens deres tanker filtrede sig ind i hinanden, talte de om knap så fjerne emner. Hendes selskab var som varm muld omkring en eksotisk plante. Mange gange lod hun mørket falde på dem og afstod fra at tænde lampen. Den mørke diskrete stue, deres isolation, musikken der stadig vibrerede i deres ører, forenede dem. Det er en umulig, men uundværlig relation mellem to sarte individer, vi bliver vidner til i Et smerteligt tilfælde. En relation, der på grund af sin umulighed bliver skæbnesvanger. Som altid hos Joyce sat i scene i barndommens Dublin; rollerne spilles af de folk, der lever der. De er som de folk er. Og novellen er et slow-read – I Joyces sætninger gemmer sig altid en verden, der folder sig ud, efterhånden som man indser det skrevnes fulde størrelse.