Hovedstolen handler om, hvordan man erindrer barndommen. Kronologi er erstattet af en ligestilling af de forskellige minder, og selv de mindste detaljer er vigtige: farver og lugte. Bogens tyngdepunkt er en skilsmisse mellem hovedpersonens far og mor og hendes forhold til sine bedsteforældre. Begrebet ´faren´ bliver behandlet i alle sine facetter, både som far, farfar, Gud og det farlige. Titlen henviser til Per Højholt, der engang sagde at en forfatter ikke bør tage af hovedstolen, dvs. skrive selvbiografisk. Før nogle af bogens kapitler optræder citater, der kan tolkes som familiemedlemmernes reaktioner på de tekster, forfatteren har præsenteret for dem. Nogle gange er de uenige i hvad der er sket, og således tjener reaktionerne til at ´korrigere´ den virkelighed, der bliver præsenteret i teksterne, så grænsen mellem virkelighed og fiktion bliver udvisket.