Han anmodede hende om at rejse til helvede. Hun foreslog ham at gøre hende følge, og hun formelig kylede ordene i hovedet på ham. Han havde træbenet i sengen. Nu hægtede han det på, og sprang med en utrolig adræthed frem på gulvet. “Begynder du nu!” – skreg han truende. “Det var bedre, om du gik og skaffede hus” – sagde hun afbøjende. Hun var ræd for ham, men hun gjorde sig kæphøj i stemmen. Fattigfolks kår var blandt dansk-norske Amalie Skrams hovedtematikker, og få steder står det så nådesløst klart frem som i denne novelle. Med en for forfatterskabet typisk sarkasme kombineret med næsten ubærlig smerte beskriver hun betingelserne for ægteskab og familie i en del af samfundet, hvor alle tramper på hinanden.