Atanasia Bartolome vil ikke være typen, der siger undskyld, når man træder hende over tæerne. Hun vil væk fra det søvnige forstadsliv i Bilbao, og da hun en dag ser et maleri af den berømte kunstmaler Roberto Diaz Uribe, bliver hun overvældet af dets kraft. Det viser sig – for intet er tilfældigt – at Diaz Uribe er Atanasias onkel, og hun sætter ud på en rejse for at løse mysteriet om ham: Hvem han var, og hvorfor han en dag forsvandt som dug for solen. Rejsen fører hende til Paris, hvor hun møder en afhoppet sovjetisk kunstprofessor, der lider af samlermani. Og den fører hende flere hundrede år tilbage i familiehistorien, sådan som den er blevet fortalt af hendes farmor Esperanza. En familiehistorie befolket af spanske biskopper med underskønne elskerinder, trillingesøstre med heksekræfter, opdagelsesrejsende i kolonitidens Congo og en pige, der kan tale med dyrene. Véronique Ovaldé er en eminent historiefortæller, og i romanen flettes fortid og nutid sammen til en eventyrlig fortælling om frigørelse, udlængsel, kunstens kraft og vores trang til at skabe idealsamfund, for til sidst at ødelægge det hele for hinanden.