


Books in series

#1
Blodengel
2018
Lidt uden for Roskilde finder en mand et skeletteret lig, der har været begravet i årtier. Efterforskeren Sofie Engell bliver sat på sagen. Hun har en baggrund som psykolog, men har skiftet spor og gjort kometkarriere hos politiet. Det står hurtigt klart, at der er tale om en voldsom og bestialsk forbrydelse, hvor liget er begravet unaturligt dybt med en sten presset ind i munden. Alle tænder er fjernet. Sofie Engell har selv haft nogle voldsomme oplevelser og har bosat sig ved Roskilde Fjord i et ensomt beliggende område for at komme ovenpå igen. Hun lider af angst, men forsøger at holde den på afstand med en cocktail af alkohol og piller samtidig med, at hun holder sig i fysisk god form med karate. En række nye bestialske mord bliver begået, altid arrangeret på samme forfærdelige måde. Er der tale om en seriemorder? Snart begynder en hæsblæsende jagt, men hvem jager hvem? Serien er ikke for sarte sjæle. Dan Schlosser har indlæst og tilfører ekstra uhygge til historien.

#2
Åndemaneren
2020
Åndemaneren er anden sæson i Lotte Petris krimiserie Blodengel. Denne gang en arctic noir, der udspiller sig i et iskoldt Grønland. Statsobducent Hack Grandahl er blevet kaldt til Grønland af politimesteren i Nuuk for at foretage en retsmedicinsk undersøgelse af et ungt par. Politiet har arbejdet med en teori om et udvidet selvmord. Men hvorfor er kvindens baghoved smadret fuldstændigt? Og hvorfor havde manden ikke bare skudt sig selv, når der var en riffel lige ved hånden? Og hvad var motivet, når parret netop stod og skulle giftes og var dybt forelskede? Politiledelsen i Nuuk beslutter at tilkalde ekspertise udefra og får drabsefterforskeren Sofie Engell til Grønland for at undersøge sagen. Det viser sig snart, at der er tale om et blodigt dobbeltdrab. Da Sofie begynder at undersøge en række uopklarede sager, opdager hun et mønster på gerningsstederne. En dukke lavet af ligdele bliver efterladt som varsel forud for drabene. Da endnu en dukke bliver fundet, venter befolkningen i Nuuk rædselsslagent på, at det næste drab bliver begået. Jagten sætter ind på en nådesløs seriemorder.

#3
Tatovøren
2022
BESTIALSK OG MØRK KRIMI
Det er en smuk sommerdag ved Sjælsø, da et lig stiger op til overfladen. Det er nøgent og slemt tilredt. Obduktionen fastslår, at kroppens organer er sat ud som følge af en hjertefejl kombineret med hård tortur. Begge øjne er fjernet. Selv for garvede efterforskere er det en svær sag at håndtere.
Området ved Sjælsø har tidligere været gerningssted for en makaber forbrydelse: En skizofren ung mand forgreb sig på sin kvindelige plejer, der havde indledt sig på et forhold med ham. Hun var kørt alene ud med ham. Det blev hendes død. Han voldtog hende og skar begge øjne ud og satte ild til hende. Gerningsmanden er i sikker forvaring i Herstedvester Fængsel, og kan derfor ikke knyttes til det nye kvindedrab.
Fundet af endnu en død kvinde ryster hele landet. Liget er parteret og placeret i en kuffert på en byggeplads i København midt på Vesterbro. Også her er øjnene skåret ud. E-gruppen, med Sofie Engell i spidsen, bliver af Rigspolitiet sat til at opklare de komplicerede sager.
Efterhånden dukker flere spor op, og de peger alle mod et netværk af INCELS, mænd, der håner og hader smukke kvinder. Politiets IT-specialister finder en lukket online-gruppe, hvor en mand kaldet Tatovøren uploader nogle syge videoer med en ekstrem form for kropsudsmykning; det er en mand, der trækker blodige spor efter sig.

#4
Ildmageren
2024
En skole brænder ned, og ofret er stærk forkullet. En pyroman hærger i lokalområdet. Der må være tale om en person, som nyder at sætte ild til bygninger og næres af spændingen ved, at nogen kan dø i ilden. Samtidig finder man liget af en ung kvinde, som er gemt i et drænrør af cement. Denne brutale forbrydelse ligger mange år tilbage, men der er tegn på, at kvindedrabet er forbundet med brandene.
Det er ellers lige midt i en hyggelig juletid. Der er også gjort klar til julefrokost i Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet, men det udvikler sig snart kaotisk, og efterforskeren Sofie Engell trækker sig og beslutter herefter at fejre julen helt alene. Noget hendes makker og kæreste, Walther Bjørn Andersen, bliver meget oprørt over.
Samtidig bliver drabsafdelingen presset, fordi de mange pyromanbrande trækker et blodigt spor efter sig med ulykkelige pårørende og skræmte borgere. Den, der antænder disse brande må have et meget afsporet sind. Det er som om, brandene rykker tættere og tættere på, og spørgsmålet er, hvem der jager hvem? Det hele tilspidser, da en ung kvinde bliver bortført, og befolkningen bliver skræmt fra vid og sans over de mange forbrydelser; ingen kan længere føle sig sikker noget sted.